Køleskabet
Køleskabet markerer en revolution i køkkenet og står mange steder højere på ønskelisten end et el-komfur
Hjemmet er under stor forandring i 50’erne. Elektriciteten er for alvor ved at være standard i de fleste beboelser både på land og i by ( Juhl, H. 2012, side 88 ).
Med elektriciteten kommer en lang række af moderne apparater ind i husholdningen hvor
- støvsugeren
- køleskabet
- elkomfuret
- strygejernet
er nogle af de vigtigste. Senere følger også fryseren, men der skal vi frem til 60’erne.
Med køleskabets indtog forsvandt spisekammeret – det kølige nordvendte rum, hvor man opbevarede alt det syltede og madvarer. Mange spisekamre blev omlagt til toiletter / træk og slip. ( Juhl, H. 2012, side 95 ).
Det har uden tvivl været et stort fremskridt for madvarernes kvalitet, at de nu kunne opbevares på køl i et køleskab fremfor i et spisekammer. På landet gik udviklingen dog ikke så stærkt som i byen. Her lavede man fælles køle- og frysehuse, hvor man kunne opbevare sine frostvarer. Man støder stadig på de små frysehuse rundt om i landet.